Airfix A06021 Blackburn Buccaneer S.2C 1/72

Den mægtige Blackburn Buccaneer var et af de mest dygtige lavniveau-angrebsfly i den kolde krigsperiode, som oprindeligt gik ind i Royal Navy i 1962 for at imødegå den betydelige trussel fra et massivt sovjetisk flådeudvidelsesprogram. I stedet for at stå over for de lammende omkostninger ved at bygge deres egne skibe for at imødekomme denne trussel, var den britiske tankegang på det tidspunkt at bruge deres nye angrebsfly til at ødelægge de sovjetiske skibe med en kombination af konventionelle og atomvåben. Buccaneer, der var i stand til ekstremt høje hastigheder på lavt niveau, viste sig at være det ideelle fly til at holde Warszawapagtlandene på tæerne, selvom præstationerne for de første Buccaneers, der kom i drift, var påvirket af mangel på kraft fra deres to de Havilland Gyron Junior motorer.

Ved at operere fra dæk af Storbritanniens relativt små hangarskibe skulle Buccaneer være sej, og dens robuste, no nonsense designtilgang blev understreget ret effektivt af flyets fremstilling og flyvetestprocedure. Konstrueret på Blackburn Aviations Brough-anlæg, blev hver samlet Buccaneer transporteret ad landevejen, trukket bag en lastbil på sin egen undervogn. De ville tage en rejse på omkring 16 miles ned ad snoede landeveje og over broer med skarpe sving til virksomhedens Holme-on-Spalding Moor-anlæg, hvor de ville gennemgå sidste kontrol og flyvetest.

Buccaneer S.2 tog fat på de fleste af de problemer, der forhindrede de tidlige fly i at realisere deres fulde potentiale, og Buccaneer S.2 var en meget forbedret platform, der kunne prale af en modificeret vinge, øget brændstofkapacitet og et par kraftige Rolls Royce Spey-motorer. Denne nye variant forsynede Fleet Air Arm med et virkelig enestående strejkefly, som udmærkede sig i det lavtliggende miljø, som det havde til opgave at operere i. En særlig nyttig designfunktion for et fly, der hovedsageligt opererede over vand, var den type udkastersæde, der var monteret i Buccaneer - i tilfælde af en grøftning ville sædet stadig brænde, selvom flyet var under vand. Da Royal Navy pensionerede deres større luftfartsselskaber i 1978, blev deres meget elskede Buccaneers overført til Royal Air Force, som allerede var beundrere af de mange kvaliteter, som dette fly besad, og taknemmelige for denne stigning i deres beholdning. Ved sit højeste styrke i begyndelsen af ​​1970'erne udstyrede Blackburn Buccaneer ikke færre end seks Royal Air Force Squadrons.